Historien:

I det 16. århundrede udviklede racen sig fra Spioenen (også kaldet Spanjoelen), som kom til Frankrig fra Spanien. I Holland kaldte man dem ”Partridgedogs” (agerhønse-hunde). I landets østlige del, især i provinsen Drenthe, holdt man disse hunde racerene uden at krydse dem med udenlandske racer, som man gjorde andre steder. Den 15. maj 1943 blev racen officielt anerkendt af Den Hollandske Kennelklub. Racen er beslægtet med bl. a. EpagneulFrancais. Racen som herhjemme også kaldes Drenten er en stående jagthund af Spaniel-type.

Helhedsindtryk:

En velproportioneret hund, tør i muskulatur og omrids. Hele dens krop udstråler styrke og evnen til at præstere den fart, der kræves af en jagthund. Den har et kileformet næseparti, som er lidt kortere end skallen, og dens læber er ret tørre, ikke hængende. Kroppen er noget længere end skulderhøjden, så hunden er dermed let rektangulær. Selv om pelsen ikke er egentlig langhåret, virker den sådan på grund af de vel behængte ører og den noget mere rigelige pels på hals og bryst, fanerne på for- og bagben og halen, som er fyldigt behængt og busket hele vejen rundt.

Temperament:

Det er den ideelle hund til jagt i afvekslende terræn, og den jager ”under gevær”, idet den holder stadig kontakt med jægeren – en evne, der synes at være medfødt. Det er karakteristisk for mange hunde af denne race, at de under søget bevæger halen i en cirkel, især når de får fært af vildtet. Når hunden er tæt på byttet, venter den på, at jægeren skal komme nærmere, og hvis det tager for lang tid, ser den sig tilbage efter sin herre. Den har den tilpasningsevne, der sætter den i stand til at jage al slags vildt på mark og i vand. Desuden er den god som apportør og som schweisshund. Disse egenskaber er medfødte og behøver derfor kun lidt dressur. På grund af hundens blide karakter er det forkert at træne den hårdt. Hunden er loyal og intelligent, hvad der – kombineret med god opdragelse og træning – gør den til en højt værdsat familiehund og værdifuld jagtkammerat.

​